|
VEDTÆGTER FOR BIOLOGISK FORENING FOR NORDVESTJYLLAND
FORENINGENS NAVN OG ADRESSE
1. Foreningens navn er Biologisk Forening for Nordvestjylland (BFN)
Foreningen blev stiftet den 4. april 1970
Foreningens adresse er: Ørhage Naturcenter, Ørhagevej 189, Klitmøller, 7700 Thisted
FORENINGENS FORMÅL
2. Foreningens formål er at øge interessen for, kendskabet til og forståelse for naturen i Nordvestjylland. Foreningen medvirker endvidere til beskyttelse og gendannelse af natur.
MEDLEMSKAB AF FORENINGEN
3. Medlemskab af foreningen er betinget af, at kontingent er indbetalt til foreningen. Regnskabsåret følger kalenderåret. Medlemskabet ophører, hvis kontingentet ikke er indbetalt en måned efter påkrav.
4. Et medlem kan udelukkes af foreningen, hvis vedkommende har gjort sig skyldig i en adfærd, der af generalforsamlingen anses for at være til ugunst for foreningens troværdighed, eller som strider mod foreningens formål.
En motiveret og skriftlig begrundelse skal meddeles den pågældende.
5. Bestyrelsens forslag til kontingent for det kommende år skal forelægges til vedtagelse af generalforsamlingen.
FORENINGENS STRUKTUR
6. Generalforsamlingen, der er foreningens øverste myndighed, skal afholdes inden udgangen af januar kvartal. Generalforsamlingen indvarsles skriftligt senest 2 uger før i BFN’s medlemspublikation og på foreningens hjemmeside.
Ekstra ordinær generalforsamling kan indkaldes når bestyrelsen finder det formålstjenligt eller mindst 20 medlemmer begærer det. Der gælder samme retningslinier for varsling som for den ordinære generalforsamling.
7. Til varetagelse af overordnede opgaver af administrativ, generel og strukturel karakter ledes foreningen af en bestyrelse på 5 medlemmer.
8. Bestyrelsen arrangerer eller koordinerer aktiviteter. Bestyrelsen leder et årligt møde i eftersommeren, hvor foreningens aktiviteter fremlægges og drøftes.
9. Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:
1. Valg af dirigent og stemmetællere.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Forelæggelse af reviderede regnskaber.
4. Fastsættelse af kontingenter.
5. Indkomne forslag.
6. Valg af formand for et år ad gangen.
7. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer for to år ad gangen.
8. Valg af en bestyrelsessuppleant for et år ad gangen.
9. Valg af to revisorer for et år ad gangen.
10. Valg af en revisorsuppleant for et år ad gangen.
11. Eventuelt.
12. BFN's Naturpris.
Forslag til dagsordenens pkt. 5 skal være formanden i hænde senest 10 dage før generalforsamlingen. Forslagene lægges på foreningens hjemmeside senest en uge før generalforsamlingen.
Ved skriftlig eller mundtlig afstemning foretages valg til bestyrelsen efter dirigentens anvisninger. Der udsendes orientering om bestyrelsens nye sammensætning i førstkommende medlemspublikation.
10. Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand, kasserer og sekretær.Bestyrelsen kan indkalde relevante personer til bestyrelsesmøderne.
11. Foreningen driver "Ørhage Naturcenter", "BFN’s Forlag", "BFN’s Naturdata", "BFN´s Naturplejenet samt udgiver tidsskriftet "Naturnyt".
Foreningens aktiviteter virker inden for foreningens formål efter regler/projektbeskrivelser, der godkendes af foreningens bestyrelse. Aktiviteternes eventuelle regnskaber revideres af foreningens revisorer og godkendes af foreningens bestyrelse.
Foreningens bestyrelse kan lade sig repræsentere i aktiviteterne. Bestyrelsen koordinerer i nødvendigt omfang aktiviteter og økonomiske dispositioner.
VEDTÆGTSÆNDRINGER
12. Ændringer i foreningens vedtægter kan vedtages på en generalforsamling af et stemmeflertal på mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer.
Forslag til vedtægtsændringer skal indsendes til formanden mindst 10 dage før generalforsamlingen, og skal senest 7 dage før generalforsamlingen fremgå af BFN´s hjemmeside på formandens foranledning.
FORENINGENS OPLØSNING
13. Opløsning af foreningen kan vedtages på to på hinanden efterfølgende generalforsamlinger af et stemmeflertal på mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer. Ekstraordinær generalforsamling kan tidligst afholdes to uger efter den ordinære generalforsamling. Forslag om opløsning skal fremgå af dagsordenen.
14. Foreningens midler skal i tilfælde af foreningens opløsning anvendes i henhold til pkt. 2.
Vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling i Thisted, den 1. april 1995.
En mindre ændring af punkt 6 vedtaget på den ordinære generalforsamling i Ørhage Naturcenter, den 14. marts 1998.
En mindre ændring af punkt 10 vedtaget på den ordinære generalforsamling i Ørhage Naturcenter, den 25. marts 2000.
En mindre ændring af punkt 2 og punkt 6 vedtaget 29. marts 2008 i Ørhage Naturcenter.
Således vedtaget Klitmøller den 24. oktober 2009
|
|